Guide: Sådan møder du nye mennesker og nyder det

Er det svært for dig at tackle mødet med nye mennesker? Så er du langt fra alene.  Det er nemlig en stor udfordring for mange – og faktisk både for udadvendte og indadvendte mennesker.

Måske har du ”løst” problemet ved altid at følges med nogen til arrangementer. Måske vælger du – bevidst eller ubevidst – kun at henvender dig til dem, du kender i forvejen eller nogen, der minder (for meget) om dig selv. Uanset hvad, så er resultatet, at du ikke får udvidet dit netværk og skabt kontakter, som kan blive til værdifulde relationer.

Derfor har vi lavet denne guide, som du kan bruge, når du skal møde nye mennesker. Den går i fem trin:

1. Forberedelse – tag dig selv ud af ligningen

2. På vej til arrangementet – forbered dig mentalt

3. Din entré – hold øjnene på bolden

4. Under mødet – vis interesse

5. Efter mødet – følg op på en vedkommende måde.

1. Forberedelse

Når det er svært at gøre noget, kan det hjælpe at ”tage sig selv ud af ligningen” og fokusere på formålet. Hvis formålet med at deltage i arrangementet føles større end dit ubehag, kommer du lettere afsted. Derfor skal du gøre det helt klart for dig selv, hvad formålet med din deltagelse er. Hvorfor er det vigtigt at deltage? Hvad er det ønskede udbytte? Hvad skal der ske, for at du synes, det har været besværet og tiden værd?

2. På vej til arrangementet

Det er en god idé at bruge tiden på vej til et arrangement på at indstille dig mentalt på mødet. Hvad skal der ske? Hvordan mon det vil ske? Hvad vil du fokusere på?

Hvis du ønsker at skabe nye kontakter og opbygge muligheden for at få nye gode relationer, er det godt at tænke på dig selv som en, der hjælper andre. Med den indstilling har du ligesom taget en rolle på dig, som kan gøre det lettere at være i situationen og fjerne fokus fra sommerfuglene i maven. Og samtidig slipper du for at føle, at du er til besvær.

3. Din entré

Før du går ind er det vigtigt at tjekke, at dit kropssprog er åbent og smilet rigtigt placeret. Når din ryg er rank, virker du selvsikker – også selv om du føler dig som alt muligt andet.

Husk, du er der for at hjælpe. Se dig omkring. Hvem ser ud til at have mest brug for hjælp? Tit er det en deltager, der står alene. Tag hjælperrollen på og spørg for eksempel, om han eller hun har fået kaffe eller smagt på pandekagerne.

Hvis du kender værten eller en af arrangørerne så spørg på forhånd, hvordan du kan hjælpe. På mødet kan du få hjælp til at komme videre ved at stille spørgsmål som ”Hvem synes du, jeg skal nå at hilse på?”.

4.Til arrangementet

Når du er kommet godt ind i rummet, skal du holde fast i den ranke ryg og smilet, så du virker inviterende. På den måde vil andre komme til dig, og du behøver ikke være så opsøgende.

Hils på med et ordentligt håndtryk, kig den anden i øjnene og vis din interesse ved at stille spørgsmål. I det hele taget skal du sørge for, at den, du taler med, føler sig godt tilpas. Modparten er altid den vigtigste, når du vil starte en relation.

Det lyder måske mærkeligt, men prøv at undgå at tale for længe med dem, du møder. Formålet med netværksarrangementet er at hjælpe og skabe kontakter, der hen ad vejen kan blive til relationer. Og hvis du holder for længe på din nye kontakt, forhindrer du jo hende i at møde andre.

Når du vil bygge relationer, skal du ikke forsøge at sælge noget. Spørg i stedet, hvad du kan hjælpe med – det er første skridt i retningen af at bygge en god relation. Og med en god relation får du mulighed for, at I kan hjælpe hinanden.

Når du møder en spændende person, som du gerne vil have en vedvarende relation til, så spørg pænt efter et visitkort. På den måde har du mulighed for at fortsætte kontakten og opbygge relationen.

5.Efter mødet

Et netværksarrangement er ikke slut, når du går ud ad døren. Efter mødet er det nemlig tid til at følge op på de kontakter, som du gerne vil gøre til gode relationer. For – uden opfølgning ingen relation. Følg op via mail eller telefon alt efter, hvad du har det bedst med.

Guiden er en del af NetværksMesters kurset ”Strategisk Networking: Fra small talk til værdifuld relation”, hvor du får gode værktøjer til at arbejde med de fem trin.